5 tips til optimal opbevaring af vin

Brug disse 5 tips til at opbevare din vin optimalt

Mange danskere køber vin, som skal drikkes indenfor en kortere tidshorisont, f.eks. samme aften eller i den kommende weekend. Man skal dog huske på, at vin er en levende “organisme” og derfor bør opbevares korrekt. Vin har som udgangspunkt brug for ro, stabil og korrekt temperatur, samt mørke. Derfor vælger mange, at opbevare deres vin i en vinkælder eller i et vinkøleskab. Omvendt er der desværre også mange, som vælger, at opbevare deres vin i en smart vinreol i køkkenet – det ser flot ud, men er dog et meget dårligt sted til vinopbevaring, da køkkenet ofte er fyldt med lys, madlugt, svingede temperaturer fra komfur, ovn, udluftning, osv.

Du behøver dog hverken investere i en vinkælder eller et vinkøleskab for at skabe de optimale rammer for opbevaring af din vin – her er 5 gode tips til optimal opbevaring af din vin:

  1. Mange vælger, at opbevare vinsamlingen i soveværelset, da her som regel er en nogenlunde konstant temperatur og relativt meget mørke.
  2. Optimal opbevaringstemperatur er 12-14 grader, da vinen udvikler sig bedst ved denne temperatur. Så køligt er der dog i de færreste soveværelser, men soveværelset er stadig de absolut bedste alternativ til en vinkælder eller et vinkøleskab. Brug gerne et elektronisk termometer til at måle temperaturen hvor du opbevarer vinen. De fås som regel til en god pris i det lokale byggemarked.
  3. Det er vigtigt, at vinflasker med korkprop opbevares horisontalt, da du ellers risikerer, at korkproppen bliver udtørret og at selve vinen påvirkes negativt.
  4. Husk, at stille vinflasken op nogle timer før den skal drikkes (og gerne et døgns tid før, særligt med gamle vine, f.eks. Barolo) – dermed får evt. bundfald (som oftest findes i ældre vine) en chance til at bundfælde sig. Du undgår lettest at få bundfaldet med, hvis du dekanterer vinen forsigtigt på en karaffel.
  5. Brug gerne en vinreol, eller lignende, så vinflaskerne ligger stabilt og ikke bliver rystet. Alternativt er bunden af et tøjskab i soveværelset et godt bud, så længe du sørger for, at vinflaskerne ligger stabilt og roligt.

Husk dog, at den optimale metode til at opbevare din vinsamling er enten en decideret vinkælder med korrekt og stabil temperatur, mørke og luftfugtighed, eller et vinkøleskab/vinopbevaringsskab. Vinskabe kan købes fra få tusinde kroner og op til +50.000 kr, for store skabe med plads til flere hundrede flasker vin, indbygget fugtighedsmåler, termometer, differentierede temperaturzoner, etc.